Inden for lydteknologi indeholder den tre aspekter: lydens tonehøjde, det vil sige lydens intensitet og amplitude; lydens tonehøjde, det vil sige frekvensen af lyden eller antallet af ændringer pr. sekund; klangen af lyden, det vil sige lydens overtone eller harmoniske komponent.
Når vi taler om lydkvaliteten af en bestemt højttaler, er det hovedsageligt at måle, om de ovennævnte tre aspekter af lyden har nået et vist niveau, det vil sige om tonehøjden på en bestemt frekvens eller et bestemt frekvensbånd har en vis intensitet og er inden for det nødvendige frekvensområde og ved samme lydstyrke. , Om amplituden af hvert frekvenspunkt er ensartet, afbalanceret og fuld, om frekvensresponskurven er flad, og om tonehøjden er nøjagtig, hvilket trofast præsenterer det oprindelige udseende af kildefrekvensen eller kompositionen, og frekvensforvrængning og fase skift opfylder kravene. Overtonen af lyden er moderat, harmonikken er rigere, og lyden er smuk og behagelig.
Den såkaldte lydkvalitet refererer til lydsignalets troværdighed efter transmission og behandling.
På nuværende tidspunkt er de industrianerkendte lydkvalitetsstandarder opdelt i 4 niveauer, nemlig digital CD-DA-kvalitet, hvis signalbåndbredde er 10Hz~20kHz; FM-radiokvalitet, dens signalbåndbredde er 20Hz~15kHz; AM-radiokvalitet, dets signal Båndbredden er 50Hz~7kHz; telefonens stemmekvalitet, signalbåndbredden er 200Hz~3400Hz. Det kan ses, at lydkvaliteten på den digitale CD er den højeste, og telefonens stemmekvalitet er den laveste. Ud over frekvensområdet bruger folk ofte andre metoder og indikatorer til yderligere at beskrive lydkvalitetsstandarderne til forskellige formål.
For analog lyd gælder det, at jo flere frekvenskomponenter i den gengivne lyd, jo mindre forvrængning og interferens, jo højere er lydgengivelsen, og jo bedre lydkvalitet. For eksempel inden for kommunikationsvidenskab måles lydkvalitetsniveauet ud over frekvensområdet for lydsignalet også ved indikatorer som forvrængning og signal-støjforhold. For digital lyd gælder det, at jo flere komponenter i den gengivne lydfrekvens, jo lavere er bitfejlfrekvensen og jo bedre lydkvalitet. Det måles normalt ved den digitale hastighed (eller lagerkapacitet). Jo højere samplingsfrekvensen er, jo større er antallet af kvantiseringsbit, jo større er antallet af kanaler og jo større lagerkapacitet. Naturligvis er troværdigheden højere, og lydkvaliteten er bedre.
Forskellige typer lyd har forskellige krav til lydkvalitet. For eksempel afspejles lydkvalitetens trofasthed hovedsageligt i det klare, uforvrængede og gengivede plane lydbillede; det kræves, at musikgengivelsen er høj, og skabelsen af rumligt lydbillede afspejles hovedsageligt i brugen af multi-kanal simulering af stereo surround-lyd, eller virtuel dual-channel 3D surround-lyd og andre metoder, reproducere alle lydbilleder af den originale lydkilde.
Brugen af lydsignaler er forskellig, og komprimeringskvalitetsstandarderne er forskellige. For eksempel anvender telefonkvalitetslydsignalet ITU-TG·711-standarden, 8kHz sampling, 8bit kvantisering, og kodehastigheden er 64Kbps. AM-udsendelse anvender ITU-TG·722-standard, 16kHz sampling, 14bit kvantisering og kodehastighed 224Kbps. High-fidelity stereolydkompressionsstandarden er i fællesskab formuleret af ISO og ITU-T. CD11172-3MPEG-lydstandarden er 48kHz, 44,1kHz, 32kHz sampling, og den digitale hastighed pr. kanal er 32Kbps~448Kbps, velegnet til CD-DA-diske.
Hvis lydkvaliteten er for høj, bliver udstyret kompliceret; ellers vil den ikke opfylde ansøgningen. Generelt er princippet "nok uden spild".
